Når psyken slår klik efter farlige missioner i udlandet
Af Leif O. Nørgaard – DJ, Beboerbladet nr. 2 – 2005
Som FN-soldat har han prøvet at blive skudt på af serbiske snigskytter og serbisk artilleri, der terroriserede muslimerne i Sarajevo, og som også gerne ofrede en kugle i forsøget på at tage en Blå Baret med i købet. Som NATO-soldat har han hørt en anden version af tragedien på Balkan. Om muslimske dødspatruljer, der ikke skånede nogen overhovedet, når de først gik i gang. Han har fra første parket set så megen elendighed i krigens kølvand, at han måtte til psykolog for menneskeligt at komme på ret køl.
I dag bor han i Grønlandsparken i Esbjerg hos Andels Bolig- og Byggeforeningen af 1932 sammen med kæresten Dorthe og dennes datter. Og kan godt høre, når der tales serbokroatisk, men ikke se om de nye danskere er muslimer eller serbere. Og det er sådan set også lige fedt, for flyveroverkonstabel og militærpolitibetjent Jesper Mailand, 33, har ingen aversion mod nogen af parterne, selvom missionerne i deres hjemland gav ham og en masse andre danske soldater voldsomme ar på sjælen.
Congo og Tin TinTre gange var Jesper Mailand med hæren i Bosnien. Efterfølgende måtte han to gange til psykolog, for at få tingene sat på plads, og de voldsomme psykiske påvirkninger bearbejdet.
– Bagest sad nogle gamle mænd med skæg. Jeg troede, det var bedsteforældre til nogle af de unge gutter, som var til stede, indtil jeg fik at vide, at de havde været med på FN-missionen i Congo. Den eneste jeg på det tidspunkt kendte, som havde været i Congo, var Tin Tin. Og her sad der ti oppe bagved, som også havde været der. Den ene sagde efter mødet, at det her med kammeratlig støtte, har vi ventet på, siden vi kom hjem, og så skulle der gå 40 år!
– Nogle negligerer, at de har behov for hjælp. Siger, at det er verden, der er blevet anderledes, mens de har været ude. De føler, at de ikke passer ind, efter at de er kommet hjem. Og her er det så, at vi forsøger at fortælle dem, at det nok ikke er 5,5 millioner danskere, der har forandret sig. Det er dig – men vi vil gerne hjælpe, siger han.
Stigende behovDen stigende udsendelse af personel op gennem 90’erne til Eksjugoslavien medførte, at der var behov for professionel hjælp, når de hjemvendte fik psykiske problemer. Men det var først sent under Balkan-missionen, at hjælpen blev sat i system hos forsvaret. En hjælp der nu står langt bedre klædt på til at tackle psykiske eftervirkninger fra Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak.
Bedre hjælpJesper Mailand måtte til forsvarets psykolog sammen med en håndfuld kammerater syv må-neder efter hjemkomsten fra Sarajevo i 1995.
– Han spurgte, om jeg kunne komme til København på et tidspunkt, hvor jeg var så langt nede, at jeg ikke kunne binde mine snørebånd. Da han endelig kom til os i Jylland, var han mest interesseret i, hvornår toget gik tilbage til Sjælland. Så det var ikke meget, jeg/vi fik ud af det.
– Efter hjemkomsten fra den tredje mission sidst i 90’erne, kunne Jesper Mailand godt mærke, at der igen var behov for at tale med nogen om de hårde oplevelser.
Jeg var begyndt at fornemme, at der ikke rigtig var mere plads i rygsækken. Det, der skulle have været behandlet i 1995 efter Sarajevo-turen, blev jo hverken behandlet eller taget seriøst. Så alle de følelser og frustrationer, der var dengang, blev blot pakket ned igen og gemt af vejen. Derfor var det blevet lidt trangt med plads i den mentale rygsæk efter yderligere to Balkanmissioner. Jeg kunne f.eks. ikke holde ud at se film eller dokumentarprogrammer, der havde noget at gøre med savn eller det at miste. Så gik det helt galt, siger Jesper Mailand, der alle gange har været udsendt med Dragonerne, hvor han var tjenestegørende i otte år, før springet til Flyvevåbenet.
Har fået stor respektI dag har jeg fået stor respekt for forsvarets psykologer og deres indsats. En indsats, der er blevet sat bedre i system og derfor er blevet meget bedre tilpasset den enkelte soldat.
– Men de vil altid et eller andet sted repræsentere systemet. Vores force i Kammeratstøtteordningen er, at vi har været eller er i systemet, men vi repræsenterer det ikke. Vi har haft samme oplevelser i systemet og haft de samme problemer at slås med, som den, der ringer eller henvender sig. – Forsvaret er blevet bedre til at informere om det at blive sendt ud på international mission. For det er hårdt. Der er ikke noget, der hedder arbejdstid. I kommer til at lide afsavn. I vil kunne risikere at blive skudt på. Hæren gør ikke noget stort nummer ud af det, men man er ærlig og fortæller, at det ikke er en loppetjans eller arbejdsferie, men hårdt arbejde i seks måneder, siger Jesper Mailand. Og når nervøse forældre på møder forud for en udsendelse bekymret spørger ham, om »deres soldat« kan klare det, svarer han, at det kan de! For soldaterne er trænet godt, både fysisk og psykisk. De er veluddannet på det udstyr, de har med til at passe på sig selv.
Nye danskereOg kombattanterne – som Jesper Mailand mødte i Bosnien først som fredsbevarende FN-soldat, siden som fredsskabende NATO-soldat – kunne godt være i familie med dem, han nu nærmest bor dør om dør med i Grønlandsparken.
– Jeg kan godt høre, at de snakker serbokroatisk. Men om de er serbere eller muslimer, aner jeg ikke. Mens jeg var i Sarajevo, lå min sympati hos muslimerne, og jeg kunne slet ikke klare serberne. Den holdning var dybt indgroet, da jeg skulle af sted igen i 1998. Det var til Doboi, et serbisk område med hardline serbere af hjerte og marv. Men de kunne også fortælle rædselshistorier. De havde også lidt og haft det ad helvede til under borgerkrigen. Ingen var bedre end andre i den krig. Men vi skal give dem en chance, nu de er her. Og som fremmede har de en forpligtigelse til at lade sig integrere, ligesom vi som nation har en forpligtelse til at lade dem integrere sig. – Nej, jeg tror ikke, jeg har større eller mindre tolerance over for nydanskerne, selvom jeg har været i FN- og NATO-tjeneste i Eksjugoslavien. Jeg holder lige meget af de legende børn ude på gaden, uanset hvor de kommer fra – og kan blive lige tosset og træt af danskere som af udlændinge, når det kommer dertil. På det område er jeg nok en helt almindelig gennemsnitsdansker. Men det kan ikke undgås, at man har et lidt forvrænget syn på tingene, når man lige er kommet hjem. I starten er man meget overbærende.
Tager køen i supermarkedet med et smil og betaler sin skat med glæde. For i Danmark er der jo varer på hylderne, og i landet hersker fred og ingen fare. Men efter seks måneder er alt ved det gamle igen – og man irriteres over køen og er træt af skattetrykket, ler Jesper Mailand, og bliver så alvorlig igen. – Der er fortsat kammerater, som har behov for hjælp til at komme videre. Med Kammeratstøtteordningen på forsvarsbudgettet, står KSO godt rustet til arbejdet! |