Helnan Marselis Hotel i Århus
Kammeratstøtteordningen holdt den 5. november stormøde med de fleste af de aktive hjælpere. Der deltog godt 60 positive og engagerede veteraner. Mødets formål var at give en bred orientering om, hvad der er gang i til alle hjælpere i Kammeratstøtteordningen (inkl. Familienetværket), samt få en drøftelse af, hvad vi skal have gang i for at gøre ordningen endnu bedre. Kammeratstøttelinien er vores egentlige kærneydelse. Linien er bemandet med veteraner i ”åbningstiden”. Telefonoperatørerne skal kunne tale med alle der ringer op. De skal være i stand til at støtte ved at lytte og til at bistå med at få de pågældende henvist til professionel hjælp, hvis det er nødvendigt. Telefonoperatørerne skal også kunne henvise til deltagelse i gruppeaktiviteter og til kontakt til Familienetværket. Det er derfor meget vigtigt, at de har et godt kendskab til, hvad der foregår overalt i Kammeratstøtteordningens aktivitetsområde. Kammeratstøttelinien har nummeret 80608030 og dækker hele Danmark. Familienetværket har til opgave at skabe gode og velfungerende netværk af familier og pårørende ved de enheder, der er udsendt. Familienetværkerne er lokalt baseret og knytter sig til de Regimenter/Garnisoner, der opstiller og udsender enheder. Familienetværket har en række aktive kontaktpersoner, som har til opgave at give ”fødselshjælp” til enhedernes Familienetværk. Disse kontaktpersoner har alle et telefonnummer, som skal være kendt af alle hjælpere i Kammeratstøtteordningen, således at alle kan vejlede i, hvordan man får kontakt til netværket. Kammeratstøtteordningens Hjemmeside er en tredje direkte kontakt til ”kunderne”. Hjemmesiden består af tre dele. En åben del, som giver generel information om ordningen, et CHATROOM og endelig en lukket del, som kræver password.
Udvalget for gruppeaktiviteter er også fokuseret på støtte til veteranerne. Det er meningen, at udvalget skal planlægge og gennemføre en lang række forskellige aktiviteter, som kan være til støtte for dem der har problemer. Konceptet for gruppeaktiviteterne er, at skabe en meningsfuld aktivitet, der kan virke engagerende og udfordrende, og som kan være rammen omkring et godt socialt samvær mellem personer, der har problemer og personer der er kommet gennem deres internationale tjeneste uden skrammer. Det er hensigten, at halvdelen af en gruppe består af personer, der har behov for støtte, mens de øvrige deltagere er gode kammerater. Alle grupper har naturligvis en leder eller to med, som skal forestå det praktiske.
Kammeratstøtteordningen er nu etableret som et meget fint projekt. Vi er mange der laver et stort arbejde. Hvis vores arbejde skal være til gavn og glæde for de af vores kammerater, der har behov for støtte, skal ordningen også være kendt. Vi har derfor et Udvalg for Information, som har til opgave at skabe en bred vifte af information om ordningen, og sidst men ikke mindst sørge for, at der er gode foredragsholdere om ordningen, når der er arrangementer ude i garnisonerne. Stormødet deltagere fik en grundig orientering om, hvordan informationsarbejdet bedst kan gennemføres, samt en gennemgang af det materiale, der er til rådighed.
Efter et godt og konstruktiv møde gik alle deltagerne i teateret Svalegangen, hvor vi så stykket Om Tommy. Det er et medrivende stykke, der giver et godt indblik i grundlaget for Kammeratstøtteordningens virke. |