Norge 15, 2009

Kammeratstøtteordningens tur til Norge 17. – 23. maj 2009.

Af tidligere FN-soldat i Kroatien T. Pedersen.

Dag 1.

På denne Kammeratstøtteordningens tur nummer 15 til det norske Forsvarets Veteransenter i Bæreia ved Kongsvinger, mødtes vi 9 spændte deltagere foran hovedbanegården i København, allerede fra den årle morgenstund.

Herpå gik det hurtigt i de to, til formålet lejede, minibusser raskt af sted mod Helsingør-Helsingborg-overfarten, hvor der lige akkurat var tid til en kop morgenkaffe ombord. Undervejs nåede vi i øvrigt at samle endnu en deltagerne op, og den 11 i flokken, i skikkelse af Ib Birger Hansen, var praktisk nok allerede i Bæreia i et andet ærinde, så ham mødte vi andre først ved ankomsten.

Turen op gennem Sverige må i øvrigt siges at være ganske smuk. Altså for den der har øje for landskabet og sætter pris på synet af skov, fjeld og søer i hastig forbifart ud af sidevinduet. De svenskere har altså været en smule mere heldige med deres landskab, end vi selv har. I det mindste når jeg betænker det store omfang af gennem-industrialiseret (og ofte ildelugtende) landbrug der karakteriserer, stort set, enhver biltur i dansk ”natur”.

Ved aftenstid nåede vi imidlertid alle vel fremme ved veterancenteret ved Bæreia, uden for Kongsvinger. Selve centeret er det norske forsvars center for krigsveteraner og søfolk fra anden verdenskrig, og der er stadig 20 % af pladserne øremærket til folk af denne kategori. I takt med tiden og det stærkt svindende antal veteraner fra dengang, er pladserne imidlertid i stor grad overgået til brug for norske veteraner fra Norges internationale indsats verden rundt.

Praktisk nok ankom vi alle imidlertid ved aftenstid på Norges nationaldag, og efter indkvartering i den på alle måder hyggelige bygning, som vi endda havde helt for os selv, gik vi til aftensmaden der i dagens anledning var ekstra god! Som et ekstra raffinement var der til og med marcipanlagkage og dans i foredragssalen i aftenens løb.

Dansen, med de 80-90-årige veteraner, var vi imidlertid afskårne fra at deltage i, eftersom vi allerede første aften havde fælles præsentation og socialt samvær foran pejsen i vores ”egen” hytte. Lagkagen derimod blev nydt i anseeligt omfang. Undertegnede ved i hvert fald en der var henne og hente hele 3 stykker!

Samtaleemnet ved pejsen var naturligvis vores respektive erfaringer, gode som dårlige, fra vores udsendelser på Balkan, hvor vi alle, undtagen Ib Birger, havde sat vores ben i halvfemserne. Hertil kom at flere havde tjenestegjort i Afrika og Irak m.m.

Dag 2.

Turens første morgen foregik med officiel velkomst af den norske major Hestnes, der bl.a. fortalte om stedets historie og at man har et budget på 50-60 mill. Norske kr. om året. Dette, efter danske forhold, ganske generøse budget (set i forhold til de 10 mio. DKR KSO modtager over 5 år) skal ses i lyset af, at også nordmændene har indset, at man dels har et ansvar for de folk man har udsendt, og som er kommet til skade, dels at man med centerets virke, forhåbentlig kan forebygge fremtidige skader. Så også på dette felt kunne vi i Danmark i sandhed lære en hel del af Norge!

At man fra norsk side modtog os gratis på centeret og tilmed lod os spise gratis, skyldtes ifølge majoren desuden at der var ledige pladser og ikke mindst fordi norske politikere er helt vilde med alt hvad der lugter af nordisk samarbejde. Her blev undertegnede igen helt flov på mit hjemlands vegne, dels med tanke på det latterligt lave budget Danmark bruger på sine veteraner, og dels på at vi herhjemme for længst har lagt næsten al nordisk samarbejde på hylden, til fordel for det korrupte og for menigmand diffuse europæiske samarbejde. Jo, vi har meget at lære af nordmændene!

Resten af formiddagen besøgte vi den gamle fæstning i Kongsvinger, hvor vi var heldige at få en personlig rundvisning af Knut Østbøll. Den gamle officer tryllebandt hele forsamlingen med sin rundvisning i den gamle fæstning, som han tilsyneladende kendte hver en afkrog af.

Af kuriositeter kan det bl.a. nævnes at datidens fanger i fæstningen deltes ind i 2 kategorier; nemlig ”ærlige” og ”uærlige” fanger. Forskellen bestod i at de ”ærlige” var lommetyve, røvere og andre almindelige forbrydere. De ”uærlige” forbrydere derimod, bestod af politiske fanger, der som ekstra straf normalt lå lavest i fangehierarkiet og bl.a. måtte udføre fæstningens latrintømning!

Efter rundvisningen så vi det meget vellykkede museum i fæstningen, over egnens historie i både krigs- og krisetider. En ganske stor del af museet var således brugt på tiden 1940-45 og på unionsbruddet i den norsk-svenske union i 1905. Museet og resten af fæstningen kan således afgjort anbefales til de militært historisk interesserede.

Inden vi trillede de få kilometer hjem til frokosten på veterancenteret, nedlagde vi i gruppen imidlertid en omfangsrig buket ved mindestenen for faldne norske FN-soldater. Idet stenen praktisk nok befinder sig netop på Kongsvinger Fæstning.

Efter en ganske udmærket frokost, fortsatte vi imidlertid tilbage til Kongsvinger og under stadig rundvisning af den, på alle måder kompetente Knut Østbøll, fik vi rundvisning i den gamle kanonstilling ”Vardefortet”. Desværre var de to enorme kanoner, med et kaliber på over 100 mm, fjernede blot en måned før tyskernes angreb den 9. april 1940. Og de resterende kanoner var saboteret af en nazistisk norsk officer! Kanonstillingen var således ikke meget bevendt da det endeligt gjaldt! Til gengæld rummer den i dag dels en radarstilling, dels et fængsel (iflg. Knut Østbøll for ”ærlige” forbrydere). Og endelig den resterende kanonstilling, der stadig rummer den originale pigtråd fra 1905!

På hjemvejen lagde vi indenom et butikscenter i Kongsvinger og fik en kop kaffe, inden vi hjemme på veterancenteret efter aftensmaden genoptag hver vores beretninger med mere eller mindre brogede erfaringer fra Balkan. Og at vores sjældent overvældende positive erfaringer blev drøftet i netop dette regi er i virkeligheden turens egentlige formål. Mange gamle danske FN-soldater bærer nemlig rundt på barske historier, med mangeårig post-traumatisk stress som følge af opholdet i Ex-Jugoslavien. Og det er historier der ikke er lette, hverken at bære rundt på, eller dele med andre. Men erfaringen viser heldigvis at det i selskabet af andre tidligere udsendte, er langt lettere at få talt ud om sine indre dæmoner. Andre gamle FN-veteraner har nemlig lige præcis den viden og erfaring der skal til for at sætte sig ind i problemerne, som går rundt og forsøger holde i ave.

Denne erfaringsudveksling gentog vi nu hver aften efter tur. En for en, fortalte vi hver især om vores oplevelser. Og barske ting var det, der kom frem hver aften. Mange kunne fortælle lavmælte historier om hvordan de havde overværet de stridende parters gensidige mord, terror og etniske udrensninger.

Andre havde overværet regulære krigshandlinger, eller deltaget i dem, skovlet lig ned i massegrave og andre barske ting. Og fælles for de fleste af os var at vi nu, for første gang, havde et lydhørt publikum, der vel at mærke forstod hvad det var der trykkede den enkelte!

Det er således netop de ”aftenpassiarer” ved pejsen sammen med andre FN-veteraner, der er nøglen til KSO’s ture til veterancenteret i Bæreia. Erfaringen er nemlig heldigvis den at folk får det bedre, og får løst op for en del af det, der trykker en efter sådan en tur. Og mange af deltagerne vender nu hjem med et bedre humør end da de drog ud. Med en bedre forståelse af deres egne problemer og ikke mindst med nye kammerater.

Dag 3.

Formiddagen blev brugt til en lille tur til et (meget) lille rige på grænsen mellem Norge og Sverige. Her stiftede fredsvenner i 1914 et ”selvstændigt” lille rige, for at fejre at der nu havde været fred i mellem Norge og Sverige i de forgangne 100 år siden 1814, hvor Danmark mistede Norge til Sverige. At tanken var smuk, men en smule naiv, ses jo ikke mindst af at 1. verdenskrig udbrød netop det år!

Senere lavede norsk og svensk radio en række fælles udsendelser fra stedet, der bl.a. prydes af en gammel grænsesten med den danske konges monogram på. Og da det var morsomme radioudsendelser, fik stedet nu navnet Morokulien. Navnet kom af at morskab på norsk heder moro og på svensk hedder kul, og det blev nu smeltet sammen til Morokulien.

Endelig besøgte vi et gigantisk sliksupermarked, der vel nærmest kan beskrives som en hver slikmunds endegyldige drøm. Der var simpelthen slik i alle tænkelige afskygninger, og endda til ret beskedne priser. Undertegnede investerede således intet mindre end 166 NOK i de søde sager.

Efter en fin frokost, der naturligvis indbefattede den meget velsmagende norske laks, der faktisk var på bordet hver eneste dag, tog de fleste af os på sejltur på Bæreia-søen. Forsvarets Veteransenter ligger nemlig i særdeles naturskønne omgivelser, i form af tilsyneladende endeløs skov, fjeld og søer. Ja, det er ikke for meget at tale om at Bæreia faktisk er Norge, når det er allersmukkest! I hvert fald nåede vi alle sammen at sætte pris på den flotte natur der omgiver stedet.

Men som nævnt benyttede de fleste af os chancen og tog på fisketur i kano og robåd. De rigtige store gedder i søen fangede vi desværre ingen af, men undertegnede havde alligevel en stor fangst, idet jeg, efter 2 timers forgæves fisken søen rundt, kom i land med intet mindre end 300 kilo gammel, ildelugtende torsk på slæb! De tre gutter i robåden havde nemlig knækket en åregaffel og måtte slæbes i land af bl.a. undertegnede i kanoen. Og sådan sluttede denne yderst mindeværdige fisketur!

Dag 4.

Dag fire må siges at være et højdepunkt for de historieinteresserede turdeltagere (navnlig for de med en vis morbid interesse!). Denne dag gik turen nemlig til Oslo, som ligger kun en god times kørsel fra Bæreia. Målet var i første omgang Forsvarshistorisk Museum, som ligger i det enorme fæstningskompleks Akershus i hjertet af Oslo. Selve fæstningen er i sig selv et besøg værd, den ligger stort set som da den blev bygget i middelalderen, og rummer næsten noget for enhver smag.

Imidlertid havde vi bestemt os for Forsvarsmuseet, som da også var en stor succes. Det rummer alt i kampvogne, kanoner, våben, uniformer etc. og det eneste minus var, at vi slet og ret ikke havde den fornødne tid. I hvert fald måtte undertegnede love sig selv, at komme på snarligt genvisit, og har nu planlagt at bruge mellem 4 og 6 timer på sit næste besøg!

Herpå gik vi i fællesskab en tur på Oslos hovedstrøg, inden tanken var at besøge selveste Akershus Slot. Imidlertid var slottet ekstraordinært lukket, men som en perfekt erstatning, gik vi i stedet ind og beså museet for Norges frihedskamp i 1940-45. Hvilket jeg personligt fandt, var en ganske glimrende løsning!

Inden vi nåede ind på museet var der dog lige tid til et besøg på et ganske særligt sted på Akershus. Vel at mærke et sted der med garanti ikke er omtalt i nogen turistguider, ej heller er afmærket og da vi spurgte efter stedet, så man på os med stor undren og tydelig mistænksomhed i blikket! Det var nemlig stedet hvor norsk politiks store bussemand, i skikkelse af landsforræderen Vidkun Quisling, fandt sin skrækkelige, men helt igennem velfortjente, skæbne, i form af en henrettelsespeloton en mørk og regnfuld oktobernat i 1945. Holdets medbragte ekspert i så forskellige emner som Freuds kvindepsykologi, rejemadder og henrettelser af norske landsforrædere (!), brugte til tilhørernes begejstring, her et par minutter til at fortælle om forræderen Quislings dramatiske liv og død!

Eftermiddagskaffen indtog vi hos de norske FN-Veteraners Landsforbund, der også har til huse på Akershus. Her var der dækket op til os med både kaffe & blødt brød, og vi fik en lang orientering om norske veteraners vilkår i tilfælde af at de pådrager sig psykiske efterreaktioner, efter deres udstationeringer i udlandet. Som en ekstra bonus fik vi endda alle sammen en T-shirt og en nøglering i gave af de rare nordmænd.

Dag 5.

Denne dag brugte vi til en længere køretur i Finnskogen, der faktisk hedder sådan, fordi den oprindelig blev befolket af finsktalende samer. De blev oprindeligt hentet dertil, eftersom de forstod kunsten at rydde skoven og omdanne skoven til trækul. I dag er alle spor af den oprindeligt finsktalende befolkning forsvundet, bortset fra at næsten alle stednavne stadig er af finsk oprindelse.

Eftermiddagen var til fri disposition og blev brugt vidt forskelligt. Nogen gik atter på fisketur, andre benyttede sig af veterancenterets svømmehal, og andre igen valgte et spil billard. Det skal her lige nævnes at der er både motionsrum, sauna, mountainbikes, bibliotek m.m.m. til fri disposition for stedets brugere, så veterancenteret er, selv når vejret er dårligt, ikke et sted hvor man keder sig.

Dag 6.

Sidste dag på veterancenteret brugte vi igen i naturen og undertegnede m.fl. valgte at gå en tur rundt om Bæreia-søen (en lille smuttur på 10-12 km). Turen var egentlig budgetteret til 2 timer, men undervejs stødte vi ind i en 81-årig pensioneret norsk oberst, der straks bød på kaffe og kage i sin fritidshytte, der lå idyllisk lige ned til søbredden og ellers var velforsynet med både ski og snesko, sauna og fiskestænger og alt til faget hørende. Så imens ilden knitrede i kaminen fik vi en længere snak med obersten, der bl.a. havde været med den norske Tysklandsbrigade helt tilbage i 1947, så det var naturligvis ikke småting han havde at fortælle.

Dag 7.

Turens sidste dag rummede desværre ikke andet end den sidste pakning af kufferter og afrejse allerede fra morgenstunden af. Så efter en særdeles vellykket uge, der unægtelig bød på lidt af hvert, både på den ene og den anden front, tog vi afsked med Forsvarets Veteransenter i Bæreia, og trillede hele den lange vej igennem Sverige og hjem igen.

Samtlige deltagere var imidlertid enige om at det havde været en udbytterig tur, og med til det gode hører, at vi har aftalt at mødes igen om 3 mdr. og at vi oven i købet har fået vores egen google-gruppe på nettet, så vi kan holde forbindelsen ved lige i hverdagen. Kammeratstøtteordningens ture til Norge (hvor vores var den 15. i rækken) må derfor på det kraftigste anbefales til alle der, i større eller mindre grad, lider af psykiske efterreaktioner (hvilket ganske mange gør!) efter en eller flere udstationeringer i international tjeneste.

En særlig hyldest her skal imidlertid gå til turens primus motor, pastor emeritus Lars Graff Nielsen, der med sin fortid som feltpræst hos de danske FN-styrker i Kroatien, var en fremragende turleder. Uden Lars sprøde humør, lange erfaring fra tidligere ture og store viden om både det ene og det andet, havde vi andre unægtelig haft en noget anderledes tur.