Vordingborg d. 19-08-2006

Jo det virker, vi er her alle sammen, og dog der er et par stykker som ikke kom. De var ikke her da bussen kørte søndag morgen 05.50 lidt forsinket, men vi var klar, glade, forventningsfulde med koner kærester og godt humør.

Men før alt dette her kunne lade sig gøre, havde der været en masse arbejde, som nu har udmøntet sig i en indtil nu veltilrettelagt tur. På sædvanlig militær vis kom vi af sted ud af Vordingborg syd på og op på den store remskive mod færgen mod nye eventyr i gammelt terræn.

Vi mødtes lørdag ca. 17.00 blev indkvarteret på ”hotellet”. Min kone sagde med det samme, ”føj her lugter”. ”Ja” sagde jeg ”af forsvarets indkvartering”, og så var det næsten som at være hjemme igen.

Vi var på plads i messen, fik sagt ”goddaw” til dem vi kendte og til de nye, som vi kommer til at kende i løbet af ugen, Bjarne Hesselberg bød velkommen, og så var der en længere briefing, som jeg ikke skal trætte jer med her. Herunder en kort præsentation af deltagerne og deres påhæng.

Grill og en god snak, men vi skulle bryde op tidligt og sige godnat og gå i seng. Vækkeuret ringede ca. 2 min. efter at vi har lukket øjnene. Sådan føles det, og pludselig er vi på hjul på vej ned for at give et par dæmoner et spark i røven.

Morgenmad på færgen var noget andet end da vi sad i DANBAT`s område, selvom vi også fik en god kost der. Snakken går om forventninger, og om det nu har forandret sig så meget, at vi ikke kan kende stederne igen.

Færgen er i havn om få minutter, så er vi klar igen. Ud på autobahnen, på med den oppustelige nakkestøtte og så en lille lur, kun afbrudt af Bjarnes interessante fortællinger om den kolde krig. En masse kø, et tjek af den lokale sherif. Vi manglede et 100 km skilt. Videre ned mod syd, vi så et færdselsuheld, de er alle ude og tilsyneladende ok, så vi fortsætter..

På grund af kø var vor kører ved at komme i bekneb for køretid, så Per måtte bag rattet for en stund. Jo vi er klar til alt..

Endelig kunne vi se Donau og Regensburg, som er den nordligste del af det gamle romerrige, ( Bjarne igen) og vor destination for den første dag Straubing var nået noget forsinket. Vi var sultne, selv Vibeke måtte vente på mad.

Salat til forret ( hhhmmm) lidt kylling med sovs og noget, som jeg tror var vanilje rand med et stykke ”kløver” Det smagte som kløver, med noget ferskensovs. Et fadøl og så på hovedet i seng klar til at tjekke ud mandag morgen 0800.

Mandag morgen ud af sengen og ned i restauranten og få noget kaffe at starte dagen på, samt saltkringler så store som tallerkner, tælling bagfra og vi er klar i bussen.

Vi har alle et godt humør, og vi snakker sammen alle, og jeg har lagt mærke til, at vi nærmer os hinanden. Vi åbner mere og mere op for den del af vore oplevelser, som vi har til fælles i det broderskab, som jeg tror at det er. Og i dag mandag kører vi ind i Østrig, og jeg kan i hvert fald ikke jodle. Jo vi er på banen igen, vi er på hjul på vej mod nye eventyr.

Med Bjarne ved mikrofonen og Anders ved rattet så er vi snart inde i Østrig og Slovenien og så er vi også inde i Croatien.

Vi læsser chaufførerne af , ja dem der skal være kører på de små busser tog med Bjarne ind til Zagreb for at hente vores biler.

Op over et lille bjerg og så ser vi Topusko med hotellet som husede sector Nords hoved kvarter.

Alt er timet og tilrettelagt så vi er snart indkvarteret og så er det tid til et tiltrængt bad for vi sveder efter en så lang dag.

Aftensmad og masser af salat og en briefing af Bjarne og Tom E. så vi var en del der fik sat nogle ting på plads i løbet af aftenen.

Holdene var sat og vi lagde de sidste planer for næste dag og vort hold skulle starte med at køre til Delta Coy som på hold 4 lå i D. Zirovac og herefter bevæge sig mod Dvor og ud mod Divusa hvor E Coy lå. Ind til Kostenicia og skulle slutte ude ved Sava floden.

Tirsdag d. 22-08-2006

Med en go følelse i maven tager hold 2 af sted 9 m/k i alt op omkring Glina og ned omkring det gamle D-COY, mere kommer i aften for vi er alle overvældet af alle de følelser der popper op og vi skal lige have bearbejdet tirsdag aftens fremlæggelse, men et er sikkert vi får sparket nogle dæmoner i røven denne dag.

Vi har en efterlysning: idet vi tørster efter dansk kaffe, er der nogle der kunne tænke sig at sponsorere en kaffemaskine der kan lave ca. 10 L kaffe af gangen og et antal thermokander.

Topusko tirsdag uge 34

En spændende dag hvor vi efter lidt banken rust af vor kortlære kom til hold 4´s D-COY, og et andet hold var allerede ankommet, så efter lidt godmodigt mobning gik vi hver for sig med vor respektive pårørende ud i det gamle kompagniområde.

Den kom ubarmhjertig og uden forvarsel, gråden og den kunne ikke stoppes og så var det godt at min kone var med. Jeg forklarede som de andre til deres pårørende, om området og det var svært i starten men det kom lidt efter lidt og det var faktisk en forløsning sådan at kunne fortælle, nu vi var hernede sammen.

Nogle af os havde lidt blanke øjne men der var smil på læben da vi atter satte kursen ud mod Dvor, hvor vi genså STKMP der var ikke meget tilbage at se, men vi gik rundt og lige så stille kom kompagniet på plads og vi fik en masse at vide af dem der havde været der.

På hjul igen ud mod E-COY hvor vi lige kunne komme ind i gården og der er ryddet op godt og grundigt, meeen vi fik snart styr på fabbernes placering og små spor som forsyner etc. dukkede op i den gamle bygning der bl. a. rummede messen.

Så var det kostajnica og vi kørte op på hospitalet hvor vi genså SANDEL´s gamle domæne, her var det en tur ad memory lane, for vi kunne med næsten uhyggelig præcision placere generator og vores badefab og vandtanken som blev skudt i september 1993 og så videre, jo det glemmer jeg i hvert fald ikke.

Vi spiste middag eller nok rettere sagt vores udmærkede madpakke nede i staben hvor der nu er busholdeplads og en mindre park med legeplads.

Med maven og hoved fyldt af mad og indtryk, kørte vi ud til Bravo-COY hvor det lå på hold 4.

Nu er der et værtshus med dan café på kaffekopperne, vi var ude at vende ved jernbane broen, den er ”oppe” igen og vi fik taget nogle bileder af området, så nu var det tid til en kaffetår i Dubica.

Efter en kaffetår fik vi nu kursen sat mod Petrinja over Glina til Topusko og vi var hjemme i god tid.

Om aftenen var vi alle samlet i vort eget lokale hvor vi fik lejlighed til at høre om Sisak crosing og de omstændigheder hvor SG Gamborg omkom, en rørende men virkelig god beretning af tidligere KC Carsten, vi var mange der havde en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen da der blev givet tid til spørgsmål. Klokken bliver alt for sent inden vi tørner ind på bbuffen.

Vi var alle enige om at det havde været en god dag hvor vi havde fået sat ting på plads også vores pårørende.

Når man efter en sådan dag ligger og skal sove så går tankerne på vandring og mange små ting bliver nu sat på de rigtige pladser hvor de hører hjemme, lige inden vi sover så husker jeg en sjov situation og smiler sådan lidt for mig selv, og en ro sænker sig over mig jo det var en god dag.

Onsdag uge 34

Det er rart med et morgen bad, selv hotellet har fået et bad for det regnede her til morgen som det kan regne på Balkan, ned og spise morgenmad så vi har noget at stå imod med, jeg skal bare lige få sendt mail til webmaster så I andre kan følge med og efter kort tid på hotellets kontor så er vi klar til at køre.

Vores plan er den at vi kører ud til Petrinja holder ved det sted SG Gamborg omkom ig så vil vi bevæge os ned mod A-COY og C-COY og ende ude i Sunja, fordi vi skal mødes i Kostajnicia kl. 1400 hvor vi skal mådes med en Kroatisk oberst som var med i operation storm.

Vi holdt ude i Sisak som vi havde aftalt og vi dvælede lidt der hvor det var sket, hver især med lidt bøjet hoved og ikke særlig snaksaglig.

Vi valgte at køre ned til A-COY og så til vores glæde at den gamle bygning nu er ved at blive lavet til en restaurant, men er der så ikke nogle spor efter vores virke,? Jo masser men se dig godt for så kan man se en gammel sandsæk eller camp´s depotrum ”koste skovle rive” står der med vanlig dansk orden, så der er masser af spor efter de mange der har forrettet tjeneste ude i Alfa.

Ude i C-COY ( hold 4) var der også sket en masse idet bygningen hvor spiseafsnittet lå nu har fået nyt tag og der er en igangværende renovering, men sporerne er der efter os, en gammel grøn madras, ”lager” står der på en dør jo vi kan sagtens se at vi har været der.

Vi skulle se om vi kunne få et billede af brandstationen der lå ved vejen op til Charlie, men der ligger nu en klinik i en ny bygning så der blev det til et par billeder inden vi kørte til Sunja.

Jer der nu læser med vil kunne genkende turen ud til hotellet med transformer stationen der er skudt helt i stykker og forbi ”hotellet”, ned af bakken til det gamle checkpoint/OP og til venstre over jernbanen forbi OPén der lå i siden af vejen som det skæve tårn i Pisa, igennem det stykke hvor der var hængt tæpper over vejen og ud til ”kyllingeslagteriet” hvor toget stod på skinnerne og hvor der var masser af de skide miner, og så er vi næsten ved vejs ende på OPén der stod ude midt på skinnerne ved vejen ned til savværket.

Vi skulle lige se til savværket og fik snakket en masse igennem om områder og de oplevelser der var for de forskellige deltagere på vores vogn.

Vi kørte ned til Kostajnicia og spiste vores medbragte madpakke nede ved floden, med en dejlig udsigt og der er sølvblanke fisk og ænder som vi gav lidt brød.

Herefter blev vi samlet og fik taget et gruppe billede med Bruno den gamle oberst som skulle fortælle om angrebet fra Kostajnicia og ud til Dvor.

Det blev meget følelsesladet for nogle af os, selvom vi ikke havde været der i 1995, og vi endte ude i Dvor midt i byen ved rundkørslen hvor vi fik det sidste af Brunos fortælling.

Så samledes vi alle inde i den gamle lejr helt ovre i et hjørne hvor der omkom 2 af vores egne, og her holdt feltpræsten en lille, men for mig og min kone gribende, højtidelighed bad en bøn og vi sang alle frejdig når du går, en sang som altid giver mig en lille klump i halsen, ét minuts stilhed for at mindes de der gav det ultimative.

Vi havde lidt svært ved at bryde op, men vi skulle hjem til hotellet og vi satte kursen mod Topusko.

Vi var lige inde for at læske ganen i Petrinja hvor vi fik en opringning fra ét af de andre vognhold at de havde motorhavari så vi skyndte os at køre til hotellet i Topusko og Per og Kristian kørte tilbage til Maja for at bistå med transport af folk fra holdet.

De sidste fik aftensmad ca. 2100.

Vi fik snakket godt af i aften og jeg føler at vi alle har fået lukket en del flere kapitler i vores UN bog, i morgen skal vi på en spændende tur derom senere.

Lige nu skal jeg i seng klokken er mange fruen sover og natten er godt i gang her på Balkan, så mon ikke vi har gjort noget godt, det tror jeg.

I går d.24-8 2006, var vi et smut i Plitvice nationalpark. Sjældent ser man mere så urørt natur, samt en masse vandfald, som jeg ikke tror findes mage til i hele Europa. Vi fik en hel dag til at gå, med at vandre lidt rundt i parken, på egen hånd, men med anbefaling af nogle meget smukke ruter, med naturlige vandfald på op til 78 meter. Vi var også ude at sejle på søer i de mest fantastiske farver, lige fra smaragdgrøn, til turkisblå, hvor der overalt kunne ses fisk i alle mulige størrelser på grund af det klare vand. Der var skiltet, med at der både var bjørne og odder i området, men de havde trukket sig tilbage denne dag, om det var tilfældigt eller angst for os, vides ikke.

Turen afsluttedes med en frokost med grillet lam, som var en blandet følelse af ”UHM” og ÆDR”,

Men så var der jo heldigvis andet tilbehør til.

Dagen i Plitvice, sluttede kl. 15.00, hvor efter vi returnerede til basen i Topusko.

Resten af dagen, gik med aftenspisning, samt socialt samvær i vores samlingslokale.

I dag, d 25-8, startede vi med en gang morgenmad, og så kl.8.30 skulle vi med bussen på ”shopping” i Zagreb, Jubii, sagde den bedre halvdel, nå, sagde de andre, så får vi jo også vist dem det gode fra fortiden, men vi nød det alle i fulde drag, bortset fra at programmet var lagt en smule stramt, samtidig med at vejrguderne ikke helt var med os, og feltpræsten måtte også kapitulere over for dem. Vi startede selvfølgelig med at køre forkert, da der er en masse broer og viadukter, som de selvfølgelig havde bygget for lave, med det formål, at de ikke ville have os danskere tilbage til landet igen, men det lykkedes ikke, de havde flere odds imod sig, da der jo var en del gamle opklaringsfolk med, og selvfølgelig kom vi frem.

Vi havde ca.3 timer til at lave en smule indkøb, hvorefter vi skulle et smut i lufthavnen med et par, so skulle flyve hjem, der efter gik turen til basen, til en rigtig, Ugens bedste” middag. Senere sad vi i samlingsrummet til kl.????? Vi skulle jo have pakket, da vi skal hjem i morgen.

Alt i alt, synes jeg, at det har været en rigtig god, og udbytterig tur, som jeg absolut vil anbefale andre, som har været hernede tidligere, og har nogle ting de stadig spekulerer på, tøv ikke, meld jer til, og kom af sted, DET KAN KUN GÅ FOR LANGSOMT.

Hjemrejsen og farvel unprofor

Lørdag morgen udtjekning af hotellet, dog skulle vi lige have vand på til ”mokka” da vi jo er ukampdygtige uden denne for soldater så uundværlige drik.

Herefter var der nogle af os som nok sagde farvel for sidste gang, farvel til UNPROFR og kroatien

Farvel til mareridt og ting er ikke var sat på plads.

Det regnede lidt og himlen var tung og skyerne hang over Topusko som om vi ikke måtte tage af sted som om vi liiige skulle have gjort det sidste, men det har vi alle for vi har alle fået sparket nogle dæmoner i røven, så vi kørte nord på mod kendte himmelstrøg mod Danmark og vores alle sammens hverdag, vi skal hjem.

Ud mod Karlovac og snart forsvinder byen bag os og dermed også én uge med en masse spændende oplevelser og godt sammenhold hvor vores pårørende fik set en masse områder som andre nok ikke ville få så meget ud af, men de havde også de bedste rejseguider der kan fås.

Vi kan stadig huske vejene og de gamle kompagni områder helt ude i plutten, hvor vejen snart er groet over af alskens ukrudt, hvor der går køer hist og pist på steder hvor vi med husker at her går vi ikke for der vrimler med miner og vi husker træningen, bliv på fastbanet vej.

Nord på op gennem Slovenien og så er vi snart oppe i Østrig , som sædvanlig wienerschnitzel med pommes frites, ude i dejligt solskinsvejr. Videre mod nord og Danmark og snart var vi inde i Tyskland kun afbrudt af filmen Alexander, en ret grov og brutal film, men hvad jeg sov noget tid som mange andre, vi var nok mætte af alle de indtryk vi har fået.

Imens Østrig og tyskland strøg forbi fik vi downloaded en masse billeder på den bærebare PC, så tiden blev brugt godt.

Endelig var vi fremme i Staubingen, ”vores” hotel fra turen ned mod det gamle missionsområde, og vi var snart klar til skafning ( godt klaret Lilli ).Vi er trætte og snart efter er vi på buffen, dog var det er par stykker der holdt vagten i baren et par timer, men de tørnede også snartefter ind.

Søndag morgen

Sikken en larm det vækkeur laver, men vi skal ud af fjerene, ned og få mulje og mokka og bussen er startet op og vi får de sidste hvæs af smøgen og så er det af sted mod nord.

Efter kort tid så falder der ro på i bussen og hjulene synger deres egen sang og jeg glider ind i søvnen og drømmer om INF og om de andre i delingen om min PMV og prefabben jeg skriver brev til Janne, skriver om den franske MP sergent der kom til skade ude i D-COY og vågner da bussen laver et sving.

Det regner og ude til højre ser jeg en flot regnbue og tænker på den regnbue der var, et par timer

Før vi kom til Topusko, nu er det på tilbagevejen om det har en betydning tjaa sådan er der så meget. Livet er så uforudsigeligt lige som nu hvor vi er på vej ”hjem hjem” som vi spøgte med i delingen for hjem var på INF for os der havde vores hjem der i den tid vi var i missionsområdet.

Så blev det tid til noget Strassenbahn essen valget var mellem noget ”Mac attack” eller lidt andet fast food på tysk, d.v.s. wienerschnitzel eller pølser med pommesfrites og kål og carrysovs, nuvel vi valgte den tyske fastfood og som de soldater vi stadig er, så var holdningen det er bedre end feltrationer så vi gik til den med krum hals.

Op i tour de Anders´ bus og over stok og sten heading Rostock og færgen og strække ben.

Vi var lidt fåmælte deroppe i restauranten med den gode udsigt så ud af kanalen og mens skipper sov så fik den gas, så vi efter ca. 1,5 times sejlads var fremme i Gedser.

Ca. 10 min før vi skulle gå til bussen gik jeg op på broen og så et prægtigt syn, over Gedser lå en stor sort sky og det lynede i skyen og lysene i Gedser by tog imod os som om de sagde velkommen hjem gutter, men vi skulle snart tage afsked med den første, Svend Erik stod af efter få minutter, vi havde dog givet mandekrammer inden da og alle mobbede Svend Erik som kun soldater gør med en god kammerat.

Nu var der Per der måtte fører os det sidste stykke til Vordingborg kaserne og det gjorde han godt, imens måtte nogle stykker op til mic’en og lige komme af med det sidste hip og nogle af os havde svært ved det, med en klup i halsen, for vi havde delt vore oplevelser med hverandre og åbnet os for totalt fremmede mennesker og kun med den ene fællesnævner at vi har gjort tjeneste i Kroatien. Jeg må konstatere, at vi nok er en del af en form for broderskab og det binder os sammen, så godt så alle lyttede og alle fik deres tur, alle kom med deres solstrålehistorier og deres dæmoner fik én på hatten ud af døren og til Bloksbjerg eller til skydeterrænet i Boris, de forsvandt i hvert fald.

Afsked er ikke godt det er noget endegyldigt og for mig ubehageligt, men skal gøres og derfor sagde jeg farvel i bussen, men alligevel så fik de næsten alle sammen en krammer og jeg fik igen, godt det var en sen aften så kunne de ikke se en lille tåre i øjenkrogen lige som nogle også havde. Vi har haft et kanon hold og en kanon tur og vi har kunnet vise og forklare vores kære de steder, hvor vi har fået et par hak i pistolskæftet, vi har også haft tid til lige at dvæle ved et par steder som havde så meget betydning for, alle ja også vores kære, de var jo derhjemme med deres angst og frygt og alle de ting der følger med når vi drager ud. Flere koner sagde,” jo I har gjort en forskel det kan vi høre fra dem der kan huske jer og det I fortæller og det vi kan se, vi er stolte af jer.”

Jo tak, men allermest er vi stolte af jer I holdt sammen på det derhjemme trods jeres angst for det der kunne ske. I klarede det og uden jer som ballast så var vi nok ikke så stærke for I kæmpede også.

Mange tak for en god uge, det fik en masse ting på plads.

Her fra køkkengulvet, for her sidder jeg, og skriver det sidste kapitel i min UNPROFOR bog, bogen som blev til i en dagbog, som næsten er blevet opdateret dagligt dernede fra, så I andre også kunne se hvad vi lavede nede ved ND 71 eller ved Dvor eller ude i C-COY. Den er færdig nu, sidste kapitel, sidste punktum, nu kommer den på hylden, ud af min personlige rygsæk, nemlig.

Jeg vil slutte denne rejse tilbage i tiden, med en sætning jeg lærte af en radiomand i USAF Christopher Carl hed han og disse ord husker jeg for de betyder meget for os alle.

May the wings of mercy be at your feet, what ever path you are travelling at.

9-0, her er 5-1, vi er hjemme

MVH

Jens Erik Eggertsen