KSO Norgesture i 2012Bæreia-centret set fra Bæreia sø.
Det er den røde bygning til højre, vi bor i – og har for os selv.
Også i 2012 planlægger KSO at gennemføre gruppeture til Forsvarets Veterancenter i Norge, som KSO har gjort hvert år siden foråret 2002, for gruppeturene til Norge er en af KSO gamle og vellykkede aktiviteter, som mange i årenes løb har været glade for.
KSO 20. grupperejse til Norge vil finde sted fra mandag d. 21.maj – lørdag den 26. maj 2012. For turens tilrettelæggelse står Claus Pontoppidan og der åbnes nu op for tilmelding via KSO hjemmeside www.80608030.dk eller ved telefonisk henvendelse til Claus Pontoppidan på telefon 49170908.
Grupperejserne til Norge henvender sig fortrinsvis til tidligere udsendte, som har svært ved at falde til ro i hverdagen hjemme i Danmark efter deres udsendelse - og gerne vil drøfte deres oplevelser og problemer med andre, som har været udsendt og er i samme situation. KSO stræber efter, at der er 8 deltagere på en Norgestur, og at alle deltagerne selv har været udsendt. KSO betaler alle udgifter i forbindelse med turen bortset fra deltagernes lommepenge.
Forsvarets Veterancenter i NorgeKSO Norgesture går til Forsvarets Veterancenter i Norge, som ligger i et usædvanligt naturskønt område ved Bæreia Sø nær ved Kongsvinger. Centret blev grundlagt i 1956 og opført af norske veteraner fra 2. verdenskrig som et rekreations- og genoptræningscenter for de mange norske ofre for 2. verdenskrig. Mange nordmænd deltog som sømænd i ”Slaget om Atlanten”, og den norske modstand mod tyskernes besættelse var markant og krævede også sine ofre. Derfor hed centret i Bæreia oprindeligt ”Krigsinvalidehjemmet Bæreia”.
Men som tiden gik, er der naturligvis blevet færre og færre nulevende norske ofre for 2. verdenskrig, og det medførte en anstrengt økonomi og en lidt omtumlet tid for ”Krigsinvalidehjemmet Bæreia”. De norske Blå Baretter (NVIO) begyndte i den periode at bruge centret i Bæreia og inviterede KSO derop som deres gæster. Heldigt for os, for i 2002-4 havde KSO næsten ingen penge. Derfor blev Norgesturene til én af de første aktiviteter i KSO.
Den 1. juli 2008 overtog Det norske Forsvars Veteranadministration centret i Bæreia for at drive det videre som det norske forsvars veterancenter naturligvis i samarbejde med veteranerne fra 2. verdenskrig. Veteranadministrationen i Norge understreger, at veteraner fra Danmark fortsat er velkomne på samme betingelser som norske veteraner.
Det veludstyrede, nye fitnesscenter i kælderen.
Forsvarets overtagelse af centret vil med tiden betyde, at det vil blive moderniseret med tidssvarende enkeltmandskvarterer, men allerede nu kan vi se, at der satses på yngre brugere: Der er blevet indrettet et veludstyret fitnesscenter i kælderen, anskaffet nye både til brug på Bæreia Sø, og nye mountainbikes ligeledes til fri afbenyttelse.
I Forsvarets Veterancenter bor vi samlet i en særlig bygning, hvor der er plads til 12, og hvor vi har vores egen hyggelige dagligstue og spisestue med køkken. Dér er vi kun os selv, og dér kan vi tale uforstyrret sammen.
Alt ånder fred og ro ved Bæreia søLige siden 2002 har vi i KSO vidst, at Bæreia er et perfekt mål for en grupperejse for veteraner, som må tumle med psykiske efterreaktioner. Alt ånder fred og ro. Den enestående smukke natur omkring Bæreia sø indbyder til sejlture i kanoer eller robåd, fiskeri, vandreture eller ture på mountainbikes.
Vi sejler og fisker på Bæreia sø.
Dagtimerne bruger vi på fysiske aktiviteter i det naturskønne område eller til udflugter f. eks. til Kongsvinger Fæstning eller til Oslo. Hver aften sætter vi os ned sammen i vores hyggelige dagligstue og snakker om vore udsendelser og om, hvordan det er gået, siden vi kom hjem. Det går næsten af sig selv, for rundt om bordet sidder der kun folk, som selv har været udsendt, og derfor lytter med interesse og forståelse.
Og du er velkommen! –
|